Hvis man skal købe en bolig, har man som regel brug for at låne penge. Det er de færreste, der har mulighed for at foretage et boligkøb kontant.

I stedet optager de fleste en form for boliglån. I denne forbindelse er der dog flere muligheder, da der – som udgangspunkt – findes tre typer boliglån; realkreditlån, banklån og pantebrevslån.

Såfremt du ikke har mulighed for at låne til den ønskede bolig i banken, må du i stedet se dig om efter alternative finansieringsmuligheder. Det er i denne forbindelse, at et pantebrevslån kan komme ind i billedet.

Hvad er et pantebrevslån?

Et pantebrevslån er et boliglån, der hovedsageligt udbydes af andre låneudbydere end de traditionelle banker.

Finansierer du dit boligkøb med et pantebrevslån, vil du kunne nøjes med ét samlet lån. Et sådant lån vil nemlig kunne finansiere op til 95 procent af boligens købspris.

Pantebrevslånet er typisk den løsning, der bliver valgt, hvis man ikke har mulighed for at låne penge hos banker eller realkreditinstitutter.

Fordele ved et pantebrevslån

Der er naturligvis adskillige fordele forbundet med at optage et pantebrevslån. Det er dog ikke ensbetydende med, at det er den mest velegnede løsning for alle boligkøbere.

En af de primære fordele ved et sådant lån er, at du kan finansiere op til 95 procent af boligens købspris med det. Det betyder, at du kun har brug for ét lån, og ikke to, som det vil være tilfældet, hvis man kombinerer et bank- og realkreditlån.

Derudover har du mulighed for at få et lån med en 100 % fast rente, uden bidragssatser og rentetillæg. Det er ikke muligt hos hverken banker eller realkreditinstitutter.

Ydermere er det som regel også betydeligt lettere at få bevilliget et sådant lån end at optage et lån i banken og hos realkreditinstituttet.

Ulemper ved et pantebrevslån

Der er dog ikke kun fordele forbundet med et pantebrevslån. Der er bestemt også ulemper forbundet med det, og det er vigtigt at sætte sig ind i disse, hvis man overvejer at finansiere et boligkøb med et pantebrevslån.

Den primære ulempe er, at det er en dyr måde at finansiere sit boligkøb på. Da det som udgangspunkt er folk, der har fået nej i banken, der benytter denne lånetype, er lånets omkostninger hævet for at matche risikoniveauet.

I de fleste tilfælde vil et pantebrevslån have en høj indfrielseskurs. Vælger du et lån med en indfrielseskurs på 103 til 105, vil det betyde, at du skal betale 3-5 % mere end det, du skylder, hvis du vil indfri lånet.

Dette kan forekomme i forbindelse med et salg af boligen og kan derfor blive en bekostelig affære, hvis du ikke er opmærksom på det.