For at forklare, hvad en afdragsordning er, skal vi først se på, hvad et afdrag er. 

I forbindelse med optagelsen af et nyt lån, er der to punkter, som er vigtige at forstå, når det gælder tilbagebetalingen af lånet. Disse er rente og afdrag. Renten er den pris, man betaler for de penge, som man låner. Og afdraget er den del af lånet, som skal betales per gang – også kaldet termin – og det gøres som regel en gang om måneden.

Lægger man disse to tal sammen, finder man frem til ydelsen, og den er den samlede sum af både renter og afdrag. Dermed er afdraget det beløb, som man hver termin afbetaler på sin gæld for at reducere den. På den måde har afdraget ikke noget med renter at gøre, selvom renterne er en del af den samlede ydelse.

Afdragets betydning ved forskellige typer lån

Der findes flere forskellige typer af lån. Og afdraget er naturligvis en vigtig del af dem alle. Ved et annuitetslån er ydelsen den samme hver eneste måned. Det betyder, at renten er høj i starten, men lav til sidst. Afdraget vil stige, i takt med at renten falder, mens den samlede restgæld bliver mindre.

I forbindelse med et serielån vil afdragene være lige store ved hver eneste termin. Her er det så renten, der løbende falder. Det betyder i sidste ende, at den samlede ydelse vil blive mindre og mindre, i takt med at man afbetaler på lånet.

Endelig er der det stående lån, hvor man udelukkende betaler renter i et fastsat antal terminer. Når disse terminer er overstået, betales hele eller dele af lånet ud. Resultatet af dette er, at man i en given periode kun betaler renterne og ikke får reduceret gælden. Det kan være aktuelt, hvis man er bevidst om, at man i fremtiden vil komme i en bedre situation. Afhængigt af lånet kan renten være fast eller variabel. 

Afdrag på kvik-, forbrugs- og onlinelån

Det er vigtigt, at man sørger for at få afdraget på sine kviklån, forbrugslån og andre onlinelån, når der er termin. Fordelen ved disse lån er muligheden for et hurtigt godkendt og gennemført lån. Men det kan komme til at koste ekstra at låne på denne måde. Derfor er det vigtigt, at man sørger for at få afdraget på sit lån og tilbagebetalt det så hurtigt som muligt, da renter og gebyrer er dyrere ved disse typer lån.

Ved at kigge på lånets løbetid vil man være i stand til at afgøre, hvad det månedlige afdrag er, og hvor længe det vil tage at betale lånet ud. Ved et lån på samlet set 12 måneder vil lånets løbetid også være på 12 måneder – og alt andet lige vil der være 12 afdrag. Løbetiden er essentiel for det månedlige afdrag, da en lang løbetid er lig med flere afdrag. Dermed får man et lavere afdrag.

På den anden side er en kort løbetid lig med, at du hurtigere har tilbagebetalt lånet, men det bliver det månedlige afdrag så til gengæld større af. Men ved at betale færre, men større afdrag, får man en kortere løbetid, hvilket betyder, at man skal betale færre renter.

Afdragsordning – hvad er det så for noget?

En afdragsordning er måden, hvorpå man håndterer sine afdrag. Sagt på en anden måde, så er en afdragsordning en fastsat plan for tilbagebetalingen af den gæld, man har. Når man får en afdragsordning, lover man at betale et bestemt beløb – eller afdrag – hver måned for at indfri den gæld, som man skylder.

En afdragsordning er altså en mulighed, som en kreditor kan tilbyde en debitor – eller skyldner – der på nuværende tidspunkt ikke har mulighed for at tilbagebetale den fulde gæld. En afdragsordning kaldes også en betalingsordning, og den har til formål at opdele det samlede beløb, der skyldes, i mindre dele – altså afdrag. Disse afdrag kan så i henhold til aftalen fordeles ud over en kortere eller længere periode, hvilket gør betalingen af afdragene nemmere for skyldner. Og som kreditor – det vil sige den, som har penge til gode – vil man i højere grad kunne være sikker på, at man faktisk får sine penge tilbage.

En omlægning af et langsigtet lån kan give en bedre afdragsordning

Mange boligejere har fået meget ud af at omlægge deres lån. Men man skal ikke lade sig forføre af dette, da det ikke er en fordel for alle. Det er en god idé som boligejer at få lavet en beregning af et realkreditinstitut. Af den konkrete beregning skal det fremgå, hvorvidt der er en reel gevinst ved omlæggelse af lånet – altså om afdragsordningen forbedres.

På grund af de rekordbillige lån og negative renter omlægger boligejerne i Danmark deres lån som aldrig før. Flere og flere ønsker at drage nytte af det hele, så de får en bedre afdragsordning. Fra årets begyndelse og frem til juli er der blevet optaget nye realkreditlån for 137 milliarder kroner. Det skyldes altså de rekordlave renter, der har sat gang i en historisk konverteringsbølge.

Selvom der er tale om en historisk konverteringsbølge med gode tilbud, er det ikke alle, det giver mening for. Renten er lav, men alligevel bør man tænke sig godt om, inden man begynder omlæggelse af eksisterende lån. Det nye lån bør sammenlignes med det gamle lån, hvor løbetiden er den samme. Det er nemlig vigtigt, at der ikke blot er tale om en lavere ydelse samt en forlængelse af lånet.

Hvis man tænker på at omlægge sit lån, er det vigtigt at indhente flere tilbud. Man kan ikke forhandle renten på realkreditobligationen, men man har forhandlingsrum andre steder. Det tæller blandt andet lånets gebyrer, der kaldes bidragssats. Snak med låneudbyders konkurrenter – på denne måde bliver man også bevidst om markedet og sit eget institut. Det kan være med til at give en bedre afdragsordning på et boliglån. 

Kilder: 

https://gaeld.taenk.dk/faa-styr-paa-pengene/laan-hvor-er-det-bedst-laane-penge-henne

http://nyheder.tv2.dk/penge/2019-07-22-danskernes-afdrag-saetter-rekord

https://www.dr.dk/nyheder/penge/forbrugerraad-om-rekordbillige-laan-taenk-jer-nu-om